Den usynlige risiko

Mange mennesker går rundt med en eller flere risikotænder, dvs. revner i tænderne, uden at de ved det. Og det kan blive dyrt, hvis man ikke griber ind i tide. En tand med fyldning er ikke så stærk, som en tand uden fyldning. Risikoen er større for, at den kan få revner. I begyndelsen registrerer man måske en let smerte. Har man ydermere en ´sød tand´, kan det mærkes, når man sætter tænderne i en karamel eller et stykke fuldkornsrugbrød med mange hårde kerner. 


En risikotand kan ikke reparere sig selv. Men opdages revnen i tanden i tide, kan tandlægen gribe ind og stabilisere den, så revnen ikke udvikler sig. I det tilfælde er det nødvendigt med en fordyrende rodbehandling. Undersøgelser viser, at 60-70 pct. af rodbehandlede tænder har en evne til at gå hen og knække. Tanden bliver sprød, fordi der ikke længere er nerver og blodkar til at holde den i live. 

Har tanden kun haft en mindre fyldning, kan tandlægen i de fleste tilfælde ´lime´ den sammen med en fyldning af plast. Er der en stor fyldning i forvejen, hvor siderne er tynde som æggeskaller, vil det være nødvendigt at forsyne den med en krone. 


På klinikken anvendes konventionelle guld- og porcelænskroner og fibercore kroner, som er bygget op af glasfiber og plast. De har stor styrke, der er på højde med porcelænskronen, og den er billigere end konventionelle kroner. Den går også under navnet ´svenskekronen´. Tanden bliver genopbygget i den oprindelige form. Den kan hverken revne eller flække, og den bliver bevaret sammen med dens tyggeevne. En sådan løsning er ikke blot rigtig, den er også økonomisk, fordi den kan holde i en årrække afhængig af tyggetryk og slidtage.